I 2006 udgav Brian Eno, bredt anset som ambientmusikkens gudfader, det grafiske værk 77 Million Paintings; en dvd-udgivelse der via et computerprogram sammensætter en lang række originale malerier til syvoghalvfjerds millioner billeder. Enos idé er simpel: at skabe en udtalt sammenhæng mellem kunsten – i dette tilfælde billedet – og dens brugspotentiale. Værket fungerer snarere end et almindeligt maleri som en installation, der ligesom Enos musik primært har en rumlig karakter.
Musik, som traditionelt foregår i tid, får i Enos kompositoriske metodik et skær af uendelighed, der ændrer værket fra at være en genstand i tid til at blive en genstand i rum. Brian Eno tilstræber i denne kontekst den samme æstetiske ambition. 77 Million Paintings bliver et værk, man kan have hængende på sin væg, og som man kan begejstre (eller slet og ret imponere) sine gæster med til sine dinner parties. Målet med værket er at skabe en i praksis uendelig lang kæde af værker-i-værket. At overvære hele værkets cyklus vil på programmets hurtigste trin vare nitusind år, og Enos ambition er derfor klar. Han ønsker at skabe et umådeligt værk, der i sin mutation er evigt.
Ikke alene kan vi aldrig opleve værket i sin helhed, men værket er på én gang et artefakt og et udsagn. Selve artefaktet, dvd'en, kan jeg holde i min hånd, mens værkets egentlige udsagn langt overskrider min levetid. Det er umuligt at foretage en analyse på værkets udtryk, og man må derfor nøjes med at forholde sig til værkets idé. Men kan man overhovedet værdsætte værket, når dets udtryk langt overskrider ikke blot kunstnerens kontrol men også enhver tænkelig recipients sanselighed?
Det er ikke blot hipt men også paradigmatisk at anskue værket som en idé snarere end som kunstværk. Kunstens udtryksform er i tilfældet her for længst blevet overhalet af tanken om værket; idéen, teorien, og værkets udformning er som naturlig konsekvens deraf negligeret til fordel for forestillingen om værket. Målet er ikke værkets skønhed eller dragende karakter, værkets reducerede sjæl, men derimod de ting, værket symboliserer. Værket har ingen perceptuel eksistensberettigelse, for hvorfor beskæftige sig med syvoghalvfjerds millioner billeder, når vi kan nøjes med at tænke på et moebiusbånd?
Uendeligheden er ikke et uvæsentligt begreb, for Enos værk er i særklasse uendelighedssøgende i sin udformning. Vi kan ikke danne overblik over det, og vi må derfor opgive at sanse det. Kun med forstanden eller fornuften kan vi begribe værket. I denne henseende er værket antageligvis sublimt i en vis forstand, men opgiver værket ikke noget andet og vigtigere i sit forsøg på at henvise udformningen til uendelighedens indifferens? Værket er pludselig ikke i stand til at sige noget om verden længere. Intet i verden er evigt, og det kan diskuteres, om ikke også uendeligheden selv i vid udstrækning er en sproglig konstruktion.
En forfatter holder tingene en blyantslængde fra brystet, men vi kan alligevel mærke hans kropsvarme, og vi kan – hvis vi hører godt efter – stadig høre hans hjerteslag. Uendeligheden er derimod den ultimative distance: God came between us, som Jandek synger. Det er som at holde to spejle op foran hinanden. De afspejler intet, og vi stirrer blot ind i den kolde afgrund. Der er intet tegn på liv fra den anden side, ingen varme. Enos værk blænder os fra fladskærmen på væggen, men det er aldrig nærværende.
skip to main |
skip to sidebar
Lyden af vand.
Intentionen med denne weblog er at skabe et forum, hvor folk kan deltage aktivt og diskutere forskellige emner, der relaterer sig til filosofi, æstetik og kulturvidenskab (Kulturwissenschaft; etnologi, antropologi, kunsthistorie, litteraturvidenskab, sociologi m.m.). Fokus er således ikke på bloggens opretter, men snarere på den faste skare af læsere, som opfordres til at deltage og kommentere. Hvert blogindlæg vil fungere ligesom en tråd på et forum, hvor folk efterfølgende kan kommentere og diskutere. Ønsker du at bidrage, så kontakt blot bloggens opretter. Stedet vil endvidere kunne benyttes som værktøj til f.eks. studiegrupper. Bloggens titel er inspireret af et Basho-digt. Arkivet findes nederst på siden.
1 kommentarer:
Grundet tekniske problemer er denne kommentar efterhånden flere måneder forsinket, men jeg synes alligevel, den skal have lov til at blive postet i sin oprindelige, bevarede form;
"Jeg er netop hjemvendt efter endt Keith Rowe-koncert på Lygten. Lad mig starte med at sige, at det var en spændende koncert med en af de vigtigste, nutidige elektro-akustiske kunstnere.
Rowe slutter, og her møder vi allerede paradokset, sin koncert af med ikke at slutte den af. Han lader sin håndholdte blæser stå og slå på strengene, lader sin kortbølgeradio summe videre og forlader selv scenen. Han kommer med en bemærkning, stiller et par spørgsmål, og man bliver i tvivl om, hvorvidt det er en del af fremførelsen. Guitaren og radioen overdøver hans stemme og lader de tre elementer flette sammen. Det eneste, jeg hører ham sige, er, at fremførelsen ikke slutter, guitaren kører videre og at man ikke skal klappe. Og her kom jeg jo til at tænke på dit indlæg. Rowe vil lade den præparerede guitar have absolut autonomi og således gøre fremførelsen til en potentiel uendelighed. Potentiel, fordi han selvfølgelig er nødt til på et tidspunkt at koble guitaren fra og gøre plads til næste optræden.
Problemet er, at for at bedømme hans koncert, må man have overværet den, dvs. overværet den som en helhed. Den vil altid fremstå som et fravær, som en spænding mellem helhed og del. Man kan givetvis bedømme de dele af fremførelsen, man har hørt, men skal værket komme til sin ret, må helhed betragtes ud fra del og vice versa. Dette er et såre simpelt hermeneutisk problem. Ligesom William Basinskis ’The Disintegration Loops’, hvor spolebånd langsomt, men sikkert, degenererer og fra at have en fast melodi går til at have brudstykker af melodien og til sidst helt ophører med at eksistere. Det skræmmende og nærmest spøgelsesagtige i Basinskis værker er, at de er så langstrakte (ofte op mod flere timer) og således får karakter af et fravær i et nærvær i og med, at den langsomt ophørende melodi stadigvæk klinger i publikums bevidsthed—bare som fravær. Det er selvfølgelig ganske oplagt at prikke lidt til Deleuzes (læs: Bergsons) virtualitetsbegreb, noget jeg desværre ikke magter på stående fod.
Det er spændende at se, hvordan sådanne elektro-akustiske koncerter endvidere ofte bygger videre på—for at blive i spøgelsesmetaforikken—Cages og Duchamps genfærd. Tobias Kirstein bevæger under ensemblekoncerten stole rundt på gulvet, de selvsamme stole, musikerne sidder på. Det skaber en hvinende og dunkel lyd. Jørgen Teller kører en ølflaske rundt på en forstærker for at udforske dens klangspektrum. Hverdagsobjekter inkorporeres i fremførelsen og får givet ny betydning. Vi kender det. Rummet får ofte lov til at tale under elektro-akustisk improvisation. Rummet taler på samme måde, som verden taler i feltoptagelsen.
Jeg vil slutte af med at sige, at det var ærgerligt, du skulle gå glip af denne interessante koncert. Lidt i forlængelse af ovenstående, håber jeg, at jeg på et tidspunkt får mulighed for at tematisere musikkens ontologi—dens sprog og dens måde at repræsentere på. Det er jo egentlig dit felt, og ikke mit."
Send en kommentar