LYDEN AF VAND

2011-06-26T10:10:00.000-07:00

Giuseppe Penone

2011-05-17T02:03:00.000-07:00

I aften kl. 19.30 på Cafe Retro Nørrebro, Jægersborggade:

"En almindelig umenneskelig tirsdag aften omdannes til EN FØLSOM AFTEN af en række forfattere og et smukt publikum, dig f.eks. Dannelsen skabes ved nærværende oplæsning og vilde antenner ude, en let rus, lette berøringer og åndfuld samtale. I selskab med -

Pernille Abd-El Dayem
Mikkel Peter Andersen
Mirian Due
Peter-Clement Woetmann
og Erik Scherz Andersen."

2011-04-26T05:40:00.000-07:00

2011-04-26T05:37:00.000-07:00

Naum Gabo, Study for a Carving

2011-04-26T05:27:00.000-07:00

2011-04-13T08:10:00.000-07:00

Cyprien Gaillard @ KW

2. eksempel på et menneskeligt forhold til dyret

2011-04-11T15:13:00.001-07:00

1. eksempel på et menneskeligt forhold til dyret

2011-04-09T09:54:00.000-07:00

2011-04-09T06:46:00.000-07:00

Richard Serra / El Lisitskij

2011-04-09T05:18:00.000-07:00

"So what fascinates me in the animal? (...) If i try to vaguely count, what shocks me in an animal, the first thing that fascinates me is that every animal has a world. It is curious because many people do not have a world. They live the life of everyone's life, no matter who, no matter what. Animals have worlds. It is sometimes extraordinarely limited. And that is what moves me. Finally animals react to very few things. Several sorts of things ... (...) The tick responds or reacts to three things. Three stimuli."

"The importance is to have an animal relationship to the animal."

"One should be on the border that separates oneself from the animality but in such a manner that one is not separated anymore. There is an inhumanity peculiar to the human body and the human spirit. There are animal relationships to the animal."

2011-02-26T06:40:00.003-08:00

det er skinnebachs sætning lad os ses som svaler i din mands barndom som punkterer min mave som skalpellen bryder første hudlag som svalen ridser himlen som kaffen forstyrrer koppen som manden splitter kødet som huset tager skade af barndommen som skovflåten fyldes af blod som bølgen æder som mennesket er i som ...

2011-02-19T04:53:00.001-08:00

Den, der skriver, er eksileret i skriften: her er hans fædreland, hvor han dog ikke er profet.

- Blanchot

2011-02-19T04:38:00.000-08:00

Kazimir Malevitj / Gustav Klutsis

2011-02-17T07:28:00.000-08:00

Yttrium

2011-02-13T15:05:00.000-08:00

"Hej M
Dette syn vågnede vi op til, efter stormen.
Vores blomme/kirsebær?- træ var væltet.
Syntes du skulle se det, har trods alt været et godt legetræ
for dig i barndommen.
kh"

2011-02-09T14:54:00.000-08:00

Piet Mondrian / Georges Rousse

2011-02-09T14:49:00.000-08:00

Georges Rousse

2011-02-06T05:16:00.001-08:00

"Det kræver en horisontal
verden at holde
himlens blåhed oppe. Jeg
kan ikke lægge et fundament, men må
bygge på et."

Keith Waldrop

"Jeg bekymredes ved afstanden mellem udtryk og mening, bange for at verden måske ville se en selvlysende reklame, hvor jeg havde søgt at vise et ansigt."

Rosmarie Waldrop

2011-02-06T05:15:00.000-08:00

Tim Heckers nye plade Ravedeath 1972 blæser ud af mine højtalere og skaber et tykt rum med klaverklange og rungende basflader. Jeg læser Michael Palmer og overvejer at lægge to citater af Rosmarie og Keith Waldrop op på bloggen. Der står en hvid te med vanille og trækker ude i køkkenet i et nyindkøbt glas. Det er 6 grader udenfor og træerne står på en forholdsvis grøn græsplæne. Den plante, der er en del af ærteplantefamilien og som jeg købte i Botanisk haves plantebutik, er ved at visne, fordi jeg ikke kan finde ud af at holde den. Jeg skriver dette ned lige nu. Jeg sidder her og skriver dette ned lige nu. Jeg sidder her og tænker på at skrive dette ned lige nu.

Rudolf Steiner-arkitektur

2011-01-30T14:58:00.001-08:00

2010-12-31T14:48:00.000-08:00

mande-techno!

Stil

2010-08-25T07:23:00.001-07:00

Spejlinger, kameraer, selvportrætter

2010-08-09T17:05:00.000-07:00

Uddrag fra dagbog: Marcus Aurelius og hastigheden 1

2010-08-09T16:50:00.001-07:00

d. 11 juli 2010 kl. 22.40.

“49. Altid huske på hvor mange læger der ligger i deres grav - efter gang på gang at have rynket panden over deres patienter. Hvor mange astrologer der med brask og bram har forudsagt andres død. Hvor mange filosoffer der har skrevet uendelige afhandlinger om, hvorvidt vi dør eller lever evigt. Hvor mange hærførere der har bragt død over utallige. Hvor mange herskere der har benyttet deres magt over liv og død med oprørende frækhed, som om de var udødelige. Hvor mange byer der så at sige er afgået ved døden i deres helhed: Helike, Pompeji, Herculanum og utallige andre.
Gennemgå alle de mennesker, du selv har kendt, den ene efter den anden, og således videre - og det i så få år. Hovedsagen: altid at betragte menneskelivet som forgængeligt og foragteligt. I går lidt slim, i morgen en mumie eller aske. Gå gennem dette korte nu efter naturens bud, forlad det glad og rolig som den modne oliven falder, velsignende jorden der frembragte den, taknemmelig mod træet der bar den.”
—Marcus Aurelius, Meditationer, s. 42f.

Fantastisk afslutning. Hvilken hastighed han opnår, først pessimistisk hvile, herefter livsglad og ydmyg fart. Dødsbevidstheden hos ham er overvældende. Men hvorfor er menneskelivet "foragteligt" og ikke blot "forgængeligt"? Dårlig oversættelse? Smuk gestus til sidst: en kosmologisk analogi. Olivenfrugten er glad. Naturen, physis, er af natur god og glad. Som olivenfrugten, da også mennesket. Mennesket må indfinde sig i det store verdenskredsløb, i kosmos’ nødvendige love. Mennesket er glad som olivenfrugten, fordi det - som olivenfrugten - er i overensstemmelse med verdens natur. Hvorfor dette skift i hastighed? Som om Marcus Aurelius har siddet ved sin skrivepult og været bitter, mens midt i skriveriet en impuls går gennem ham og får ham til at skifte hastighed. Noget udefrakommende? Hans elskerinde? Et barn? Et vindpust? Tanken om en bestemt tid på dagen?

Epiktet, Begivenheden, kvasi-årsag

2010-08-09T16:37:00.000-07:00

Epiktet siger, at visse ting står i vores magt og at visse ting ikke står i vores magt. Dette er en fundamental sen-stoisk skelnen, som også genfindes hos Marcus Aurelius, og på sin vis også hos Spinoza (skelnen mellem adækvate idéer og inadækvate idéer). Epiktet har mange interessante idéer (en etik hinsides godt og ondt, en meget rigid determinisme, m.m.), men intet slår hans skelnen mellem, hvad der står i vores magt og hvad der ikke gør. Hvorfor tilskrives bevidstheden så stor værdi hos Epiktet (og hos alle andre antikke filosoffer)? Fordi det umiddelbart er det eneste, der er i vores magt, mens alle ydre påvirkninger ikke er i vores magt. Det interessante er, at Epiktet angiver kroppen som ikke værende i vores magt. Er den virkelig en ydre genstand? Hvor går grænsen mellem krop og bevidsthed hos Epiktet? Den fundamentale problemstilling med hensyn til stoicismen er at ville Begivenheden. Hunden, der slæbes efter en vogn kan vælge at stritte imod eller den kan vælge at lade være, det ændrer ikke på det faktum, at den slæbes efter en vogn. Det handler om at blive sin egen årsag, alle begivenheders kvasi-årsag. Lad såret blive inkarneret uden at stritte imod, du er født til at bære det. Kan man få ting, som ikke står i ens magt til at stå i ens magt? Og i så fald en kvasi-magt?

Infinity Pool

2010-08-07T02:44:00.000-07:00

150-Meter Outdoor Infinity Pool

Werner Herzogs 'Lektionen in Finsternis'

2010-06-23T10:42:00.000-07:00

Kasper Hauser som kombineret ikke-filosof og spinozist

2010-06-10T08:21:00.000-07:00

Filosofiens hellige treenighed

2010-06-08T14:13:00.000-07:00

Faderen. Den immanente filosofis fader: Spinoza, fordi han som den første erstatter transcendente værdier med et immanent værdiprincip, således at spørgsmålet om etik forskydes fra moral til en kræfternes etik. Alt, der eksisterer er legemer og deres respektive møder og forbindelser. Alt foregår mellem legemer, og legemernes forbindelser er baseret på hastighed, kraft og potentialet for at påvirke på et utal af måder. Møder er enten gode eller dårlige (og ikke gode eller onde) alt efter, hvad legemet formår at optage – enten som dekomposition eller som forhøjnelse. Spinoza, den mest filosofiske af filosofferne, som Deleuze skriver et sted, lærer filosofferne at blive ikke-filosoffer. Han lærer den mistrøstige, den der nedvurderer livet, filosoffen, at blive lægmand – han lærer filosoffen at leve (specielt i 5. bog af Etikken!).

Sønnen. Spinozas søn: Nietzsche, fordi han overtager sin faders immanente værdiprincip og fører det til sin yderste konsekvens. Nihilismens overvindelse, men kun i profetisk form. Først i 1800-tallet formår en filosof at gøre op med det dogmatiske og livshæmmende billede af filosofien. ”På tide”, hviskes der. Efter 2000 års dogmatik. Ligesom enhver søn nødvendigvis på et tidspunkt bliver mistænksom overfor sin fader, nærer Nietzsche et had mod fornuften og filosofien. Han bedrager ikke sin fader, fordi han bevarer de samme tematikker, de samme problemer. Som ikke-filosof kritiserer han filosofien og dens praksis. Spørgsmålet om essens forskydes til fremtrædelse og betydning. Spørgsmålet om erkendelse forskydes til fortolkning. Spørgsmålet om sandhed forskydes til perspektiv. Hvori består da Nietzsches mest radikale moment? Umiddelbart i hans desillusionerede ontologi: et før-individueret felt af kræfter er alt, der eksisterer. Ting, fænomener og betydning er blot en effekt af fortolkningen.

(Helligånden). Et incestuøst forhold: Spinoza og Nietzsches deforme barn: Deleuze, fordi han ejer Nietzsches radikalitet og Spinozas uskyld. Han befrier livet, hvor det holdes fanget af repressive strukturer. Deleuzes mest utidige moment: at genere dumheden (Nietzsche) og åbne op for et immanensplan, hvorpå virtualiteten hersker (legeme påvirker legeme, betydning er en effekt (Spinoza)).

… når det 20. århundrede endnu ikke er blevet kaldt deleuziansk, er det nok, fordi det 19. ikke blev kaldt nietzscheansk eller det 16. spinozistisk. Man kan selvfølgelig kun håbe på, at det 21. århundrede bliver kaldt laruellesk.

Citat

2010-05-24T06:49:00.000-07:00

“When someone asks ‘what’s the use of philosophy?’ the reply must be aggressive, since the question tries to be ironic and caustic. Philosophy does not serve the State or the Church, who have other concerns. It serves no established power. The use of philosophy is to sadden. A philosophy that saddens no one, that annoys no one, is not a philosophy. It is useful for harming stupidity, for turning stupidity into something shameful.”

—Gilles Deleuze, Nietzsche and Philosophy, s. 99.

Nye våben

2010-05-18T02:03:00.000-07:00

Om Deleuzes 'Postscriptum om kontrolsamfundet'.

Nietzsche-fortolkninger

2010-04-29T08:06:00.000-07:00

Spændende Nietzsche-fortolkere modtages med kyshånd. Udover Gilles Deleuze, Eugen Fink og Pierre Klossowski, hvem findes der da?

Citat

2010-01-03T10:31:00.000-08:00

“Either ethics makes no sense at all, or this is what it means and has nothing else to say: not to be unworthy of what happens to us.“

—Gilles Deleuze, The Logic of Sense, s. 169.

God came between us

2009-07-02T16:54:00.000-07:00

I 2006 udgav Brian Eno, bredt anset som ambientmusikkens gudfader, det grafiske værk 77 Million Paintings; en dvd-udgivelse der via et computerprogram sammensætter en lang række originale malerier til syvoghalvfjerds millioner billeder. Enos idé er simpel: at skabe en udtalt sammenhæng mellem kunsten – i dette tilfælde billedet – og dens brugspotentiale. Værket fungerer snarere end et almindeligt maleri som en installation, der ligesom Enos musik primært har en rumlig karakter.

Musik, som traditionelt foregår i tid, får i Enos kompositoriske metodik et skær af uendelighed, der ændrer værket fra at være en genstand i tid til at blive en genstand i rum. Brian Eno tilstræber i denne kontekst den samme æstetiske ambition. 77 Million Paintings bliver et værk, man kan have hængende på sin væg, og som man kan begejstre (eller slet og ret imponere) sine gæster med til sine dinner parties. Målet med værket er at skabe en i praksis uendelig lang kæde af værker-i-værket. At overvære hele værkets cyklus vil på programmets hurtigste trin vare nitusind år, og Enos ambition er derfor klar. Han ønsker at skabe et umådeligt værk, der i sin mutation er evigt.

Ikke alene kan vi aldrig opleve værket i sin helhed, men værket er på én gang et artefakt og et udsagn. Selve artefaktet, dvd'en, kan jeg holde i min hånd, mens værkets egentlige udsagn langt overskrider min levetid. Det er umuligt at foretage en analyse på værkets udtryk, og man må derfor nøjes med at forholde sig til værkets idé. Men kan man overhovedet værdsætte værket, når dets udtryk langt overskrider ikke blot kunstnerens kontrol men også enhver tænkelig recipients sanselighed?

Det er ikke blot hipt men også paradigmatisk at anskue værket som en idé snarere end som kunstværk. Kunstens udtryksform er i tilfældet her for længst blevet overhalet af tanken om værket; idéen, teorien, og værkets udformning er som naturlig konsekvens deraf negligeret til fordel for forestillingen om værket. Målet er ikke værkets skønhed eller dragende karakter, værkets reducerede sjæl, men derimod de ting, værket symboliserer. Værket har ingen perceptuel eksistensberettigelse, for hvorfor beskæftige sig med syvoghalvfjerds millioner billeder, når vi kan nøjes med at tænke på et moebiusbånd?

Uendeligheden er ikke et uvæsentligt begreb, for Enos værk er i særklasse uendelighedssøgende i sin udformning. Vi kan ikke danne overblik over det, og vi må derfor opgive at sanse det. Kun med forstanden eller fornuften kan vi begribe værket. I denne henseende er værket antageligvis sublimt i en vis forstand, men opgiver værket ikke noget andet og vigtigere i sit forsøg på at henvise udformningen til uendelighedens indifferens? Værket er pludselig ikke i stand til at sige noget om verden længere. Intet i verden er evigt, og det kan diskuteres, om ikke også uendeligheden selv i vid udstrækning er en sproglig konstruktion.

En forfatter holder tingene en blyantslængde fra brystet, men vi kan alligevel mærke hans kropsvarme, og vi kan – hvis vi hører godt efter – stadig høre hans hjerteslag. Uendeligheden er derimod den ultimative distance: God came between us, som Jandek synger. Det er som at holde to spejle op foran hinanden. De afspejler intet, og vi stirrer blot ind i den kolde afgrund. Der er intet tegn på liv fra den anden side, ingen varme. Enos værk blænder os fra fladskærmen på væggen, men det er aldrig nærværende.