I 2006 udgav Brian Eno, bredt anset som ambientmusikkens gudfader, det grafiske værk 77 Million Paintings; en dvd-udgivelse der via et computerprogram sammensætter en lang række originale malerier til syvoghalvfjerds millioner billeder. Enos idé er simpel: at skabe en udtalt sammenhæng mellem kunsten – i dette tilfælde billedet – og dens brugspotentiale. Værket fungerer snarere end et almindeligt maleri som en installation, der ligesom Enos musik primært har en rumlig karakter.
Musik, som traditionelt foregår i tid, får i Enos kompositoriske metodik et skær af uendelighed, der ændrer værket fra at være en genstand i tid til at blive en genstand i rum. Brian Eno tilstræber i denne kontekst den samme æstetiske ambition. 77 Million Paintings bliver et værk, man kan have hængende på sin væg, og som man kan begejstre (eller slet og ret imponere) sine gæster med til sine dinner parties. Målet med værket er at skabe en i praksis uendelig lang kæde af værker-i-værket. At overvære hele værkets cyklus vil på programmets hurtigste trin vare nitusind år, og Enos ambition er derfor klar. Han ønsker at skabe et umådeligt værk, der i sin mutation er evigt.
Ikke alene kan vi aldrig opleve værket i sin helhed, men værket er på én gang et artefakt og et udsagn. Selve artefaktet, dvd'en, kan jeg holde i min hånd, mens værkets egentlige udsagn langt overskrider min levetid. Det er umuligt at foretage en analyse på værkets udtryk, og man må derfor nøjes med at forholde sig til værkets idé. Men kan man overhovedet værdsætte værket, når dets udtryk langt overskrider ikke blot kunstnerens kontrol men også enhver tænkelig recipients sanselighed?
Det er ikke blot hipt men også paradigmatisk at anskue værket som en idé snarere end som kunstværk. Kunstens udtryksform er i tilfældet her for længst blevet overhalet af tanken om værket; idéen, teorien, og værkets udformning er som naturlig konsekvens deraf negligeret til fordel for forestillingen om værket. Målet er ikke værkets skønhed eller dragende karakter, værkets reducerede sjæl, men derimod de ting, værket symboliserer. Værket har ingen perceptuel eksistensberettigelse, for hvorfor beskæftige sig med syvoghalvfjerds millioner billeder, når vi kan nøjes med at tænke på et moebiusbånd?
Uendeligheden er ikke et uvæsentligt begreb, for Enos værk er i særklasse uendelighedssøgende i sin udformning. Vi kan ikke danne overblik over det, og vi må derfor opgive at sanse det. Kun med forstanden eller fornuften kan vi begribe værket. I denne henseende er værket antageligvis sublimt i en vis forstand, men opgiver værket ikke noget andet og vigtigere i sit forsøg på at henvise udformningen til uendelighedens indifferens? Værket er pludselig ikke i stand til at sige noget om verden længere. Intet i verden er evigt, og det kan diskuteres, om ikke også uendeligheden selv i vid udstrækning er en sproglig konstruktion.
En forfatter holder tingene en blyantslængde fra brystet, men vi kan alligevel mærke hans kropsvarme, og vi kan – hvis vi hører godt efter – stadig høre hans hjerteslag. Uendeligheden er derimod den ultimative distance: God came between us, som Jandek synger. Det er som at holde to spejle op foran hinanden. De afspejler intet, og vi stirrer blot ind i den kolde afgrund. Der er intet tegn på liv fra den anden side, ingen varme. Enos værk blænder os fra fladskærmen på væggen, men det er aldrig nærværende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar