Uddrag fra dagbog: Marcus Aurelius og hastigheden 1

d. 11 juli 2010 kl. 22.40.

“49. Altid huske på hvor mange læger der ligger i deres grav - efter gang på gang at have rynket panden over deres patienter. Hvor mange astrologer der med brask og bram har forudsagt andres død. Hvor mange filosoffer der har skrevet uendelige afhandlinger om, hvorvidt vi dør eller lever evigt. Hvor mange hærførere der har bragt død over utallige. Hvor mange herskere der har benyttet deres magt over liv og død med oprørende frækhed, som om de var udødelige. Hvor mange byer der så at sige er afgået ved døden i deres helhed: Helike, Pompeji, Herculanum og utallige andre.
Gennemgå alle de mennesker, du selv har kendt, den ene efter den anden, og således videre - og det i så få år. Hovedsagen: altid at betragte menneskelivet som forgængeligt og foragteligt. I går lidt slim, i morgen en mumie eller aske. Gå gennem dette korte nu efter naturens bud, forlad det glad og rolig som den modne oliven falder, velsignende jorden der frembragte den, taknemmelig mod træet der bar den.”
—Marcus Aurelius, Meditationer, s. 42f.

Fantastisk afslutning. Hvilken hastighed han opnår, først pessimistisk hvile, herefter livsglad og ydmyg fart. Dødsbevidstheden hos ham er overvældende. Men hvorfor er menneskelivet "foragteligt" og ikke blot "forgængeligt"? Dårlig oversættelse? Smuk gestus til sidst: en kosmologisk analogi. Olivenfrugten er glad. Naturen, physis, er af natur god og glad. Som olivenfrugten, da også mennesket. Mennesket må indfinde sig i det store verdenskredsløb, i kosmos’ nødvendige love. Mennesket er glad som olivenfrugten, fordi det - som olivenfrugten - er i overensstemmelse med verdens natur. Hvorfor dette skift i hastighed? Som om Marcus Aurelius har siddet ved sin skrivepult og været bitter, mens midt i skriveriet en impuls går gennem ham og får ham til at skifte hastighed. Noget udefrakommende? Hans elskerinde? Et barn? Et vindpust? Tanken om en bestemt tid på dagen?